149

fjernet igjen ved Regnen og ved sin egen Tyngde. Til Bekræftelseherpaa skal jeg kun meddele den Erfaring, at man ikke mærkede nogettil de ved Nydelsen af fordærvet Græs fremkaldle Sygdomme hos Krea-turene i de Egne, hvorover de forste Dages Gruus-Udkastelser nedfaldt,men derimod dog vil have sporet Symptomerne til dem paa flere Ste-der i Dyrhola-Rep, hvor intet Sand, men kun et Par Gange en finereAske er nedfalden i ubetydelig Mængde.

De Egne, hvis Kreaturc mest hjemsogtes af Sygdomme, vare Rang-

r

årvalla- og især Arnes-Sysler, men det maa desværre indrommes,at disses Beboere for en stor Deel selv bære Skylden for deres senereTab. I Almindelighed var man saa uforsigtig, at lade Kreaturene gaaepaa Græs efter Askefaldet, istedetfor saavidt muligt strax at tage dempaa Stald, — og de skadelige Folger af denne Ligegyldighed lode ikkelænge vente paa sig. Den næsten oieblikkeligt indtraadte Aftagen iMalkningen baade hos Koer og Faar er allerede nævnt i det Foregaaende;de stærkere fremtrædende Sygdomsformer skulle nu noiere beskrives.

Af alle Kreature have Koerne viist sig mest kjælne og modtageligefor Sygdomme; men da det tillige er dem, paa hvis Bevarelse Indvaa-nerne have anvendt den storste Omhu, ere de omkomne i et forholds-viis kun meget lidet Antal. Alt et Par Dage efterat Koerne havde streifethalvsultne omkring paa de af Asken fordærvede Græsgange , bemærkedeman, at de vare syge.. Man skyndte sig da paa de fleste Steder attage dem paa Stald, og Nogle kom sig da igjen ved at fodres med godtHo, Andre tillige ved Anvendelsen af et Klysteer af raa Tran og Salt-vand. Men hvor man ikke strax greb til denne kloge Forholdsregel,og derimod indskrænkede sig til at give Koerne indtil Halvdelen ellerTrediedelen Staldfoder, og for Resten lod dem ernære sig af Udegangs-græsning, der forværredes Sygdommen, de tabte hurtigt deres Huld,og i en kort Tid dode nogle og tredive Stykker i de fornævnte toSysler, især i de ovre Repper, som forst hjemsogtes af Askefaldet.Belærte af denne sorgelige Erfaring, undgik Beboerne af de andreRepper, hvorhen Asken fortes noget senere, et saa foleligt Tab, veditide at sætte deres Koer paa Stald, ihvorvel det ikke var dem til ringeUleilighed — især i de mere foderknappe Egne •— at maatte tage Koerneind paa stadig Fodring hele 5 Uger for Vinteren, eftersom det er enmeget almindelig Skik, mest dog i Rångaadalene og paa „Landet,“ atlade dem gaae ude ligetil Vinterens Begyndelse (i den sidste Uge af