47

Seechi.

(1865.)

Capt. J. Herschel.(1868.)

Dr. Vogel.(1871.)

SandsynligeVærdier, § 8.

(1)

500,8

500,0

500,4

500,4

(2)

497,0:

496,0

495,8

495,7

(3)

486,1

486,0

486,1

486,1

Alle Iagttagere udsige eenstemmigt, at Linien (1) har størstIntensitet, at (2) er den svageste og (3) temmelig lys. I Vinter-maanederne 1871—72 har jeg forsøgt, at udtrykke den apparenteIntensitet i Tal; i Gjennemsnit sætter jeg

( 1 ) ... 100

(2) ... 24

(3) ... 71

Det er en Selvfølge, at Lin. (2), idet den ligger tæt op til denstærke Lyslinie (1), maa synes noget svagere, end den i Virkelig-heden er. Bortseet fra, at man i Spektralkikkerten kan tildække(1) og derpaa direkte sammenligne med hinanden (2) og (3), erder dog ogsaa Anledning til for Fremtiden at holde Die med dettetilsyneladende Lysforhold. Ydermere er det constateret, at Spektretoveralt omkring i Nebulosen uforanderligt vedbliver at være detsamme. I de svagere Regioner aftager Spektrets Lysstyrke; inogen Afstand fra Hovedmassen bliver kun (1) tilbage, og detfølger af sig selv, at der i de vanskeligere Partier aldeles intetSpektrum mere spores. Netop paa Grund af, at Totallyset kon-centreres i kun tre fine Linier, ere disse dog i det Hele klarere, endNebulosens spredte Lys i sig selv. Saaledes kan man endog iMaaneskinsnætter, naar den Huygenske Region neppe kan skimtes,tydeligt see alle tre Lyslinier alligevel. Her indtræffer et lignendeTilfælde, som naar man undertiden i Spektroskopet alleredebemærker Nordlysets Hovedlinie (556,9), førend noget Nordlys

handling, Roma 1868 pag. 33 flg. og Gomptes Rendus passim. —Herschel Proceed. Roy. Soc. vol. XVI pag. 418, 451. — VogelAstronom. Nackricliten Nr. 1864.