77

og den Sigtning af Materialet, som her første Gang omfatter heleHimlen, dog gjore det nogenlunde muligt, at fremføre et Paralmindelige Induktionsresultater.

Af disse 150 Nebuloser bestaae kun omtrent 33 utvivlsomtog aldeles umiskjendeligt af svagt glødende Dampe, medens 117deels bestemt maae antages at være Stjerneconglomerater, deels iVirkeligheden ogsaa sees at bestaae af adskilte Stjerner. Blandtet givet Antal Taagepletter er altsaa Forholdet saaledes, at hen-ved en Fjerdedeel (0,22) give det discontinuerlige Spektrum, medenstre Fjerdedele (0,78) udsende Lys af alle Brydbarheder. — LordOxmantown kom i Aaret 1866, ved dengang allerede at forsøgeen lignende Sondring, til Forholdstallene Vs og 2 /s x ).

Gasnebuloserne ere, paa faa Undtagelser nær, kjendelige vedderes grøn-blaae Lys, deres skarpt begrændsede, runde eller ellip-tiske Skiver, hyppigst med ringdannede Lysfortætninger indeni.Der gives dog ogsaa store, overmaade udstrakte Taagemasser afuregelmæssig Bygning og meget sammensat Construction, somligeledes bestaae af Qvælstof, Brint og en tredie, ukjendt Bestand-deel i Dampform. I Gasnebuloserne forefindes de nævnte Stofferblandede i forskjelligt Forhold; Qvælstoffet er dog stedse frem-herskende. Hos mange planetariske Taagepletter optræder tilligeet i Reglen overmaade svagt, continuerligt Spektrum, der paa-viseligt, i de allerfleste Tilfælde, hidrører fra den consolideredeKjærne, den flydende eller faste Centralmasse. I de store, uregel-mæssigt byggede Gasnebuloser er Lysfordelingen meget ueensfor-mig, og Glødheden synes i bestemte Regioner undertiden atkunne stige, til andre Tider atter at aftage noget; virkelige Form-forandringer kj endes derimod endnu ikke.

At de saakaldte „ray-nebulae“ ere Stjernedynger saagodtsom uden Undtagelse, er et sikkert Faktum. Det er de lindse-agtigt langstrakte Nebuloser, tidt saa smalle og fladtrykte, at et

*) Materialet var dog dengang ikke Halvdelen af hvad der nu foreligger.Philos. Transact. 1866 p. 383.