108

Et Blik paa disse Talstorrelser er tilstrækkeligt til at overbevise osom, hvor betydeligt Kraternes Dybde er forringet ved Nedskridning afRandene i det korte Tidsrum af 14 Dage til 3 Uger; men vil man seeStorreisen af denne Virkning igjennem en længere og fra UdbruddetsOphor mere fjernt liggende Periode, saa behover man kun at gaae til-bage i Heklas Historie, og man vil finde, at det store Krater, somUdbruddet i 1766 efterlod paa Fjeldets Midtop, havde en Dybde af:

120 Fod i 1797, efter S- Pålsson og Thorlacius,

100 — - 1810, efter Mackenzie,

60 — - 1821, efter Thienemann.

For endelig at give et Begreb om, hvor ubetydeligt det sydvestligsteog mindste af Heklas Kratere har været, skal jeg dog endnu anfore,at det d. 13de August havde en Diameter af c. 36 Fod, og at Længdenaf den ydre Skraaning var c. 59 Fod, uvist fra hvilket Punkt af Kra-terranden.

Heklas sidste Udbrud har — ligesom Tilfældet vel ogsaa har væretmed de tidligere — havt en lsjcndelig Indflydelse paa Configurationenaf dens Top. Seet fra Vestsiden (PI. HI og V) viser denne sig nusom en langstrakt Ryg med de i Frastand ubetydelige Forhoininger, derdannes af de forskjellige Krateres meer eller mindre fremstaaendeRande. Fra det Punkt, hvor det nye Roin slipper foroven (PI. HI.), kanman forfolge de sadelformige Rande af de fire, i hverandre indgribendevulkanske Kegler indtil Fjeldets hdieste Tinde, forsaavidt ikke de op-stigende Dampe fordolge den bagved liggende Deel af Randene. Ennoget lavere Top dannes af den Kegle, som ligger afsondret fra deovrige mod Nordost. Men det var kun en enkelt klar Dag, at det blevmig muligt at skjelne Omridsene med saadan Bestemthed. Vul-kanen viste sig da i sin Glorie, smukt belyst af den hoitstaaende Sol;formedelst Luftens Varme hævede sig kun en ringe Mængde hvide Dampefra dens Top, hvilke losreves af en mild Vestenvind og fortes somlette Sommerskyer ind over det fistlige Iioiland, hvor de opfangedesaf de derværende Fjeldtoppe. At Dampmængden fra Heklas Overstevar kun tilsyneladende ringere i varm og stille Luft end i Kulde ogBlæst, er en Selvfolge; det samme viser sig ved alle varme Kilder ogoverhovedet ved enhver Dampudvikling i fri Luft, idet Solvarmen op-loser storste Delen af de hvide halvtforlætlede Dampe, sdin derpaa iusynlig Tilstand optages af og fordele sig i den omgivende varme A 1 '