145

arbeidsfor Karl kan slaae 2 Hestebyrder om Dagen. Men ogsaa i devestlige og sydlige Bygder, Rangarvalla- og Arn es-Sysler, yttredede senere Askefald, skjondt mindre rigelige, en skadelig Indflydelsepaa Græsset, som inden kort Tid visnede og lagde sig; og da endeligdet ved Midten af September indtrufne Torveir tillod Indbjergningen afdet i sda lang en Tid udeliggende Ho, havde man den storste Moiemed at faae dette saa reent og frit for Aske, at man uden Fare turdebruge det til Foder for Kreaturene. Det er tidligere beskrevet, hvor-ledes den nyfaldne Aske, naar den ledsagedes af Regn, angre!) detfriske Græs og efterhaanden aldeles odelagde det. I denne Henseendeviste den finere, i storre Afstand fra Vulkanen nedfaldende Askesig skadeligst, og da igjen mest der, hvor Græssernes eiendommeligeForm bedst tillod den vaade Aske at klæbe sig fast. Dette var navnligTilfældet med de bredere og længere Stargræsser, som groe saa frodigti de lave Myrestrækninger, fremfor med de mere runde og korte egent-lige Græsser, som fortrinsviis danne Vegetationen paa Haardbundsjord.

En langt storre Ødelæggelse anrettedes i Udbruddets forste Dagepaa de forskjellige Fjeldgræsgange. Besiddelsen af disse ansees medRette for en Herlighed, der for en stor Deel betinger den vedkommendeBygds Rigdom paa Kreature. Tabet af denne Herlighed maa nodvendig-viis medfore en Indskrænkning i Indvaanernes Kreaturhold, meer ellermindre betydelig i Forhold til de odelagte Græsningers Udstrækning ogFrodighed. Hvad nu de nordlige og nordvestlige Almindinger angaaer,da har den over dem nedfaldne Askemængde ikke været storre, endat de — ligesom Bygden — atter ved Regn og Blæst kunde befriesderfor saa betimeligt, at deres Eiere i Sommeren 1846 have dragetnæsten den samme Nytte af dem som tilforn; kun de paa 3>iors-Aaensvenstre Bredde liggende Landmanna- og Holtamanna-Fjeldgræs-gange ere i enkelte Partier saa haardt medtagne, at der nok vil behoveset Par Aar, inden de ved Atmosphæriliernes stadige Paavirkning igjenkomme i samme Stand som for; Askens Bortforelse ved Vind og Vand,begunstiget af Jordbundens Hældningsforhold, foregaaer iovrigt saaforbausende hurtigt, at det vel er muligt, at den nysnævnte Tidsfristvil vorde endnu kortere. Mest af Alle have de ostlige Landmanna-og Rangarvalla-Fjeldgræsgange (Fremri og Innri Laufaleitir)lidt af de vulkanske Udkasteiser. Her kan Ødelæggelsen siges atvære fuldkommen, idetmindstc for den forste Generations Levetid. Hvor

to