146

de bedækkende Masser indtage en Mægtighed af \ til § Alen, og hvorde for storste Delen bestaae af de grovere Scorier, der ikke saa letsom Sandet og Asken give efter for Vindens og Vandstrømmes bevæ-gende Kraft, — der maa det i Sandhed tage en meget lang Tid, for-inden ^ Jordsmonnet kan blive blot nogenlunde renset for sin goldeBedækning; men seer man hert til Muligheden af en ny Ve'getationsFremkomst i et af Sand og Muld nydannet Jordsmon ovenpaa det mæg-tige Gruuslag, saa skydes Haabet om en nærende Græsvæxt ud i etendnu sildigere Fjerne, naar man betænker, hvor megen Tid der viludfordres til Dannelsen af de mindre fuldkomne Overgangsled i Vege-tationen, forend der kan blive frembragt et Jordsmon, tjenligt for demere fuldkomne Urter og Græsser. Af disse forhen saa frodige Græs-gange ere nu kun faa og ubetydelige Pletter tilbage, navnlig i detsydvestligere, Bygden nærmest liggende Parti, paa den ostlige Rång-Aaes venstre Bredde, nemlig: 1) En mager Slette hiinsides o: Ostenfor Val-Aaen, hidtil kun benyttet som Telt- og Bedeplads for de Folk,som aarligt droge tilfjelds med deres Faar og om Efteraaret hentededem hjem igjen. 2} Nogle hoist ubetydelige og sparsomt græsbegroedeSkraaninger og mindre Dalstrog ovenpaa den gruusbedækkede Fjeld-hede, som i nordlig Retning strækker sig ud fra Tindfjelds-JoklensFod. 3} Endelig den flade Blesår-Myre, som ligger Osten for denneGruushede og naaer hen til Bles-Aaens venstre Bredde. Dette erAlt, hvad der er forskaanet for Odel æggeisen og som ogsaa er blevetbenyttet til Udegangsgræsning i Sommeren 1846; men det er just eiusandsynligt, at Skraaningerne af de Hoiderygge,- som begrændse denostlige langstrakte Rångaadal, og navnlig af den sydligere Fjeldryg,Skignir shlihar, om faa Aar ville kunne afgive en taalelig Græsning,da de allerede i Sommeren 1846 vare saa vidt rensede, at det Gronneskinnede frem paa enkelte Steder. Det er ikke uden Interesse atbemærke, at jeg paa Reisen fra Hrafntinnu-Roinet, langt inde paadet nogne, sorte Gruus, traf Faar, som ledede af Vane eller Instinethavde fulgt de friske Hestespor for at soge op til de indre, nu eilænger existerende Græsgange.

Det er da Rångårvalla-Sveitens Beboere, som ved at lide Af-savn paa deres bedste og frodigste Overdrev mest have maattet ind-skrænke deres Kreaturhold. Dette skete ved Nedslagtning i Efteraaret1845, men dertil var ogsaa Frygten for at komme til at mangle det