26

som henforer dette Roins Udspring- omtrent i Nordvest for Bur-Fjeldettil eet eller flere derværende Kratere, Rau&ukambar kaldede, skuldejeg være meget tilboielig til at antage, at saavel det, som de lavere,sydvestligere Roin have flydt under Vand, idet Havet, forend den for-hennævnte senere Hævning af Landet, har dannet en stor Bugt ind i detDalstrog, som nu gjennemstrommes af flere af Islands storste, her tætsammentrængte Floder. Dette være nu som det vil; saa meget er dogaabenbart, at de nuværende Flodleier ikke ere de oprindelige. Manerkjender uden Vanskelighed, at ikke blot 3>iors-Aaen og den vest-lige Rang-Aa,— de, hvormed vi her nærmest have at gjore, — menogsaa flere andre af Oens Vandlob have brudt deres Bane, efteratLavamasserne vare nedstrommede gjennem de Dale, som tilforn tillodeAaerne et uhindret Lob. Næsten overalt ligger den nuværende Flod-seng langs med Randen af Roinene og saaledes ogsaa langs med Fodenaf de Hoidestrækninger, hvoraf disse begrændses. Her har der nemligaf Naturen været dannet ligesom en Rende for de opstemmede Vande,og her have de selvfolgelig havt mindst Modstand at overvinde forefterhaanden at udvide deres Leie; men, hvor tilfældige locale Forholdhave lagt dem storre Hindringer iveien, eller og hvor Revner og Hu-linger i Roinenes indre Masse have begunstiget Aaernes Fremtrængen,der have de forladt hiin Grændselinie og med ustandselig Vælde aabnetsig Aflobs-Kanaler midt igjennem selve Roinene. Begge Rång-Aaerne,hvis Lob ovenfor er beskrevet, frembyde Exempler paa de nysomtalteVandlobsforhold.

Vende vi tilbage til de egentlige Hekla-Rbin, da udvise de ældste,i Henseende til deres Sammensætning og physiske Egenskaber, saagodt-som ingen Afvigelser fra de yngste. Alle dannes de af den alminde-lige sorte, ’augitisbe, meget jernholdige og derfor tunge og Magnet-naalen stærkt paavirkende Lava, hvis eensformige, meer eller mindreflint crystallinisk-kornede Masse hist og her indeholder en lille, pris-matisk eller naaleformig, hvid Feldspath-Crystal. Ved deres Randetræffes som sædvanligt de rode, mere smuldrende Brokker, hvis Farvehidrorer fra Jernets hoiere Iltning ved en længe fortsat atmosphæriskPaavirkning under deres langsomme Omtumling. I Porernes eller Hul-lernes Mængde og Form lader sig ingen bestemt Regel angive; dogsynes de at tiltage i Antal mod Overfladen, forsaavidt Talen kan væreom en saa dan, hvor Roinene, som Tilfældet er hyppigst, alene bestaae