Tilbageblik.

Tidligere forfatteres opfatning af Bergenshalvøen.

Anskuelserne om, hvorledes Bergenshalvøens geologiske bygning i detstore taget bør opfattes, har været forskjellige. Naumann, hvis iagttagelser ersaa udmærkede, udtaler sig herom kun kort. Han opfatter det hele som urfjeldaf vifteformet bygning. „Griinstein“ (vor saussuritgabbro m. m.) danner midtzonen;paa begge sider af den har man steiltstaaende eller noget under den faldendeglimmerskifer, et ord, som han tager i temmelig omfattende betydning; yderstharman som underlag for glimmerskiferen gneis (ved Fuse og i Heidalen, Hd. i nær-heden af Nedsttun paa oversigtskartet). En indleiring i den nordlige gneiszoneer labradorstenen, som han kaldte hvid feldspatsten. Han finder en saa tydeligovergang af glimmerskiferen i hornblende- og grønstenskifer og en saa hyppigoptræden af grønsten inden gneisens omraade, at det hele efter ham maa betragtessom en formation, hvis yngste led er grønsten, der ved de mellemkommende skifer-dannelser adskilles paa det ældste led, gneisen. Det synes, som om han antager,at lagene, eller som han ogsaa kalder dem parallelmasserne, har været dannede iden oprette stilling, hvori vi nu iagttager den . 1

Firti aar efter Naumann bereiste Th. Hiortdahl og M. Irgens Bergens om-egn. I den mellemliggende tid var disse egne kun ganske flygtig besøgte afgeologer. De nævnte to forskere udrettede her paa en enkelt sommer et be-tydeligt arbeide, af hvis resultater fornemlig bør fremhæves det deres bog ledsagendekart. Hos dem kommer til orde en opfatning, som er temmelig afvigende fraNaumanns. De af ham som gneis aflagte felter betragtes som gneis-granit oggranit, der er eruptiv og ved sit frembrud har disloceret de tidligere afleirede„bergensskifere“. Eruptiv er endvidere labradorstenen, bergarterne i Gulfjeldetskjede (saussuritgabbroen), fremdeles adskillige mindre gabbro- og serpentinfore-komster samt granuliten i Gulfjeldet. Bergensskiferne, blandt hvis bergarter gneis

1 Cfr. Beytrage I. Pag. 167 og 184.