og der med noget kalksten. Skiferen strækker sig som en ikke synderlig mægtigstribe langs bunden af en dal, Tyssedalens forlængelse, som gaar i nordøstlig ret-ning og mod nv. begrænses af Møsnukens steile vægge, mod sø. af mindre høider. 1Denne dal ophører henimod Midthus i Heglandsdalen. Skiferlaget fortsættes imid-lertid, som det synes, videre paa fjeldskraaningen nord for gaarden Rød. Etstedsved Tyssedalselven, høit oppe, steg jeg et stykke op paa fjeldsiden under Møsnuken;her forekom hornblendeskifer og noget granulit samt i talrige blokke en vakkerepidotgranit.

I. Nordre lagrække af dioritskifer og nærstaaende bergarter.

Bergarterne her er de samme som i den før side 9 omtalte søndre lag-række, dog ser man maaske noget hyppigere bergarter, hvori bestanddelene erudviklede med tydelig erkjendbare korn. Hornblenden er næsten altid søileformet;feldspaten, som har en hvidlig farve, er finkornet til tæt. Saussuritgabbro harjeg noteret flere steder, fornemlig i den østlige del af feltet; nogen nøiere under-søgelse af den petrografiske natur har jeg dog ikke foretaget. Granulit optræ-der temmelig hyppig; den er undertiden meget hornblenderig, ja der synes atvære en sammenhængende række overgange fra ægte hornblendeskifer til en gra-nulit med kun faa og smaa hornblendenaale.

Jeg ser mig ikke istand til at give nogen oversigtlig fremstilling af berg-arternes indbyrdes forhold indenfor den her omhandlede zone, der ogsaa forstørste delen udgjøres af skovklædte fjelde uden vei eller sti. I det følgende med-deles iagttagelserne, saaledes som jeg noterede dem under mine forskjellige vand-ringer uden forsøg paa at kombinere dem.

Lepsøens nordspids med de nærliggende holmer bestaar af granitlignendegneis. Lagning er ikke — eller neppe — at se. Paa Ulfsundsholmen er bergarten rentpetrografisk taget en hornblendegranit. Et stykke længer i sø., hvor jeg variland, iagttoges smaakornede gneiser med forskjellig slags glimmer eller medhornblende hældende steilt mod nv. Lidt længere i s. slog jeg i grønskifer; densamme bergart staar ogsaa i N-Rauneviken (navnet er maaske ikke korrekt).

Fra Hagevik har jeg reist mod nv. langs landet. Efter det side 42 afbil-dede profil følger .en strækning finkornige hornblendeskifere, indimellem med finkor-nige, lyse bergarter, hvilke i nogle tilfælde bliver at benævne gneiser, men tildelsfører fine hornblendenaale og i saa fald bliver at betegne som granulit. Paa videre-reisen vedvarer fremdeles det samme. Granuliten, der forekommer i leier paaen eller et par meter, er underordnet i forhold til hornblendeskiferen. Den erfinkornig, i det indre graaagtig, nær overfladen hvid og tillige meget sprød, saa

1 Naumann (Beitrage osv. I., Pag. 159), som kom fra Hatviken, omtaler denne „fæstmngsgrav“langs Møsnukens top; den angives at være betinget af en „glimmerskiferparallel“ (faldende60—80° mod n.), som dog ikke staar paa hans kart eller hans profil.