en vis anordning efter hinanden krydsende retninger, hvilke dog ikke lod signøiere bestemme i forhold til feldspatens krystalform. Bergartens mørke bestand-del bestaar af biotit og en del kloritskjæl, epidot og lidt af en sort jernerts.Apatit i forholdsvis store korn er temmelig rigelig tilstede; den indeslutter gjernenogle, som oftest lange, tynde, sorte naale, parallelt hvilke den slukker ud. Hvorapatitkornene grænser til feldspaten, er de i regelen omgivne med en smal randaf et grønligt, aggregatpolariserende ikke nøiere bestemt mineral. Kvartskorn ogkalkspat er bemærket. Skulde det vise sig, at plagioklas forhersker freififor ortho-klas, vilde glimmerdiorit være et mere passende navn end glimmersyenit. I enlignende bergart ved Lille Tunæs var saa godt som al feldspaten skiftgranitisk.

De glimmerrige varieteter er gjerne let forvitrende. Nær dagen ser manofte klumper, som er indtil et par m. store og bestaar af mindre let forvitrendevarieteter inde i let forvitrende; de førstnævnte er gjerne tillige uregelmæssig kornedei sammenligning med sidstnævnte, som har en udpræget parallelstruktur, forudenat de, som sagt, er mere glimmerrige. Disse glimmersyeniter staar efter min for-mening i temmelig nær forbindelse med de egentlige labradorstene. Etsteds saaesen middelskornet, stribet syenit, der var granatførende i større eller mindre gradefter de forskjellige lag, ja enkelte partier maatte endog efter den ydre habitusbetegnes som udmærket labradorsten, lignende Arnevaagens. Et andet sted har jegogsaa direkte noteret laget labradorsten. Det er maaske overhovedet ikke usand-synligt, at man her paa Norges vestkyst fra vore vidtstrakte labradorstenfelterog deres omgivelser vil kunne paavise en række i hverandre overgaaende berg-arter. I glimmersyeniten forekommer gange og uregelmæssig klumpformede par-tier af storkornet granit eller pegmatit. En ganske smal gang, som kun var etpar centimeter bred, havde i midten en aaben druserumsspræk, paa hvilken feld-spaten og kvartsen var udviklet med krystalflader. To lodretstaaende, mindregange her af smaakornet granit er det værd at lægge mærke til. Den ene, somkun er omkring 4 ctn. bred, bestaar af feldspat og en grønlig glimmer;kvarts blev ikke specielt iagttaget. Gangen udmærkede sig ved, at glimme-ren er paafaldende sparsomt tilstede umiddelbart ved grænsen. Den andengang er over største delen, som er synlig, omkring 12 cm. bred; den ergraalig og fører saavel mørk som lys glimmer. Den har som foregaaende al-deles skarpe grænser; indved disse er den indtil en afstand af omtrent '/ 2 cm.forholdsvis grovkornet. Den ydre grovkornede rand er udviklet med krystal-flader mod det indre. Etsteds, hvor en smal forgrening udgaar, sees denne atvære forsynet med lignende sidezoner. Gangen overskjæres af tynde, grovkor-nede granitaarer, som altsaa er yngre end den. ,

Omkring Takvam (Ta) har man ikke længere syenitpartier i gneisen; her ogpaa en strækning videre mod ø. optræder derimod i mindre linser eller ogsaa istørre partier, hvis form ikke saa godt kunde oversees, smaakornede, mørke berg-arter, hvilke jeg foreløbig har kaldt under et for dioriter. Ogsaa disse bergarter