— 114 —

fessor Credners ledelse er udarbeidet særdeles smukke detaljerede karter overgranulitgebetet.

Ser man efter i den af Dathe til „Section Waldheim" leverede tekst, 1 somer et af de nyeste arbeider om hidhenhørende bergarter, og som behandler demmeget udførligt, tinder man følgende beskrivelse af den normale granulit:Man har for det første en finkornig til tæt masse, som hovedsagelig er en blan-ding af feldspat og kvarts. Heri ligger kvarts i større rundagtige eller fladt linse-formede korn eller ogsaa i tynde, høist papirtykke lameller; fremdeles forekom-mer smaa, brunlige til sorte blade af magnesiaglimmer. Kvartsen og glimmerenhar parallel anordning, hvorved bergarten faar en skifret struktur. Brunrød granat,som gjennemsnitlig er af et hirsekorns størrelse, men ogsaa synker ned til mikro-skopisk lidenhed, danner rundagtige smaakorn, sjeldnere rhombedodekaedre, og erfor det meste ligelig fordelte i bergarten. Desuden forekommer som bibestand-dele flade korn af cyanit og knudeformede aggregater af sillimanit i vekslendemængder her og der. Regelmæssigere optræder i mikroskopisk smaa indi vider„zirkon, rutil, turmalin, jernglans samt fibrolith.“

Granulitens feldspat er dels kalifeldspat, dels kalknatronfeldspat.

Bergartens midlere sammensætning er: kiselsyre 74,50 [75,81] — lerjord10,70 [12,33] — jernoksyd og jernoksydul 5,CO [jernoksydul 3,78] — kalkjord 2,20[3,74] — kali 4,00 [0,97] — natron 2,250 [3,98]. 2

Nær den normale sachsiske granulit staar andalusitgranulit med ud-skilt andalusit og øiegrajnulit, som i en med udpræget parallelstruktur forsynetblanding af feldspat og kvarts har indsprengte større individ er af feldspat oggranat, rundt hvilke bergartens struktur snor sig.

Foruden disse, de egentlige granuliter, har man den paa magnesiaglimmerrige glimmergranulit, som de tidligere iagttagere betegnede med navnenegneisgranulit og granulitgneis, og diallaggranulit. Denne sidste er en finkor-nig, mørk bergart, som vi med den hos os gjængse nomenklatur, i det mindsteforeløbig, vilde bestemme som en gabbro. Blandt dens mange bestanddele op-føres, som allerede navnet siger, diallag, endvidere labrador. En afart af diallag-granulit er den eklogitagtige diallaggranulit; et andet endeled bestaarnæsten udelukkende af hornblende og magnesiaglimmer og maa, fra et rent petro-grafisk standpunkt, betegnes som amfibolit.

Som man ser, gaar det som sædvanlig, at den praktiske geolog, der skalføre den petrografiske lærebogs definition ude i praksis og sætte navn paa de stene,han træffer, nødsages til at tøie definitionen temmelig langt. End rummeligere maa

■' L. c. pag. 6.

2 De i klammer tilføiede tal er resultatet af Hiortdahl og Irgens’s analyse af granulit fra Gulfjeld.De beskriver sit materiale saaledes: overveiende hvid feldspat, kvarts i større, granat i mindrekorn og punkter; her og der hornblcndenaale. Om natrongehalten bemærkes, at den bidrørerfra feldspatcn.