— 133 —

plastiske under stærkt tryk, har givet mig noget større sikkerhed i at udtale migom det saakaldte granitfelt i s. for Laksefos i Vefsen nær Svenningdalens nusaa bekjendte sølvgruber. Dettes bergart viser en udpræget parallelstruktur ogsamtidig afveksling af glimmerrigere og glimmerfattigere partier. Jeg har derforallerede tidligere') bemærket, at man her maatte tænke paa „et opstikkende partiaf grundfjeldet." Forholdene ved grænsen bragte mig imidlertid til at hælde tilden mening, at man ikke turde tale om andet end granit. Iler forekommer nem-lig indesluttede brudstykker og gange, som grener sig ud fra hovedmassen ogoverskjærer de tilstødcnde lag, hornblendeskifer og kalk. Disse gange viserforresten flere steder udpræget parallelstruktur og har et udseende som en ægte,noget glimmerfattig gneis. Jeg fik ved mit korte besøg ikke undersøge, hvorvidtdenne struktur havde en bestemt stilling uanseet gangenes forløb, hvad der vildevære et bevis for, at den var fremkaldt ved tryk og ikke ved massens flydningunder dens indtrængen paa vedkommende spalter. At parallelstrukturen, saavidtjeg erindrer, var den samme, om den iagttoges nær aarernes grænser eller længereborte fra dem, taler adskillig for førstnævnte anskuelse.

Dette grundfjeldslignende felt nærer jeg nu mindre betænkelighed forat anse som virkelig gneis, frempresset i plastisk tilstand under stærkt tryk. Etlignende gneisfelt iagttoges ikke langt herfra ved selve Svenningdalens sølvgrube.For at faa rede paa, om gneisstrukturen ogsaa her som i det andet felt var nogetgjennemgaaende, eller om den, som parallelstrukturen i syeniteu ved Langesunds-fjorden, kun forekom nær grænsen, vandrede jeg et godt stykke ind over feltet;jeg fandt forholdene overalt ens.

Denne fjeldets bygning i Vefsen minder om den saameget omskrevne ogomstridte forekomst af gneis over og indtrængende i jurakalk ved Finsteraar-hornmassivet. Efter de nye undersøgelser af Baltzer er det underlagets gneis,som ved Alpernes store foldningsproces delvis er kommen over langt yngre forma-tioner og i ganglignende, horizontalt udgaaende folder er indtrængt i dem. Hosos er dette sidste gaaet endnu videre, idet forgreningerne af enhver maa betegnessom gange; de udsender sideforgreninger, ja kan endog være forbundne indbyrdesmed tveraarer.

Vi har et andet „granitfelt“, ved hvilket man ogsaa kan tænke paa høiligsammenpressede gneislag, nemlig det vidtstrakte, som bærer de yngre formationerpaa Hardangervidden med videre. Jeg har lært det at kjende paa nogle leilig-hedsvis foretagne reiser, dels omkring Strandefjord øverst i Hallingdalen, delsindenfor Eidfjord i Hardanger. I førstnævnte egn er det vidt og bredt en ud-mærket granit; vandrer man imidlertid op Raksteindalen nordlig for Halling-skarven, finder man her i elveleiet gneis, hældende steilt mod nø. Som det synes,er denne gneis nøie forbunden med graniten og danner en sammenhængende

1 Et besøg i Svenningdalens sølvgruber. Nyt Mag. f. Naturvid. Bd. XXVI., p. 172. Kr.a 1880.

«